Counter-Strike. Counter-Force. Strike of the Counts. Kært barn har mange navne, og ak, jeg har hørt dem alle. Jeg har dog aldrig før prøvet at anmelde et video spil, men, når man i sin daglige gang på fritidshjemmet hører drenge i alle aldre snakke om dette "Counter-Strike" fænomen, kan man jo ikke lade være med at interessere sig bare en smule. Vil man nå ind til de unge, er man jo trods alt nødt til at engagere sig på deres niveau, men nok om det. Dette er en artikel om min introduktion, og eventyr, omkring video spillet Counter-Strike. Jeg skal lade pædagogiken ligge til en anden god gang.
Jeg har læst eksempler rundt omkring på internettet om hvordan en sådan anmeldelse normalt skal struktureres, og jeg vil forsøge så vidt muligt at levere en fyldestgørende vurdering af dette video spil.
DET TEKNISKE
Jeg har fået fortalt at de unge mænd som går op i Counter-Strike, er meget påpasselige med hvilket udstyr de bruger til deres daglige ekskursioner ud på internet motorvejen. Derfor vil jeg give en kort gennemgang af det udstyr jeg har brugt i mine oplevelser med Counter-Strike:
Intel Pentium II 233Mhz
Microsoft Windows Millenium Edition
128 MB RAM
4 X CD-ROM drev
S3 Savage 4 3D grafik kort
Mus fra IBM
Tastatur fra IBM
Høretelefoner med mikrofon fra Netto
Musemåtte fra Foto-Kæden, med et foto af vores kat Otto påtrykt
3 Mbit internet adgang
BEGYNDELSEN
Jeg er meget glad for at stå på ski, og ynder at tage til Norge et par gange om året for at dyrke denne hobby. Og hvorfor? Hvad er det der gør denne aktivitet så attraktiv? Jamen, det er jo den euforiske følelse af at køre ned ad slopen med Gud ved hvor mange kilometer i timen. Det er lidt den samme følelse, omend ikke i samme omfang, jeg oplevede da jeg først begyndte at eksperimentere med Counter-Strike.
Det er fredag aften, og jeg har lukket mig inde på hjemmekontoret. Konen ser Olsen Banden, og jeg kan i ro og mag begive mig ud på mine første spæde eventyr. Jeg starter programmet, og "Steam" dukker op på skrivebordet. At komme i gang med Counter-Strike viser sig at være utroligt nemt. At betale og hente spillet via denne "Steam" udbyder tog ikke meget mere end en time, og snart bliver hele min skærm fyldt med et væld af muligheder.
Jeg må ærligt indrømme at allerede her begynder mit blodtryk at stige. Det er mørkt, det er farligt, og der er et billede af hvad der ligner en kampklædt politibetjent med en skarpladt pistol. Jeg dirrer af forventning, og begynder straks at gennemgå overfloden af valgmuligheder.
Jeg er på dette tidspunkt lettere overvældet, men en søgning på Jubii.dk leder mig hurtigt til en guide omkring det at komme godt i gang med Counter-Strike. Jeg starter med at skabe mig et overblik over hvilke knapper der skal bruges, og får skrevet en lang liste ned som jeg derefter hænger ved siden af min skærm. Det virker meget ligetil, og jeg går straks videre i programmet.
Jeg finder ud af det er muligt at male graffiti på væggene i spillet, og jeg vælger et fredstegn som mit motiv. Jeg går ikke ind for graffiti og mener det er hærværk, men nu er det jo bare et spil, og som erklæret pacifist ligger fredstegnet godt til min natur. Herefter skal jeg vælge et kælenavn som andre spillere kan kende mig ved. Jeg er måske ikke den mest opfindsomme hvad sådanne ting angår, så jeg ringer til min nevø, som er 13 år gammel, og spørger ham til råds. Jeg vil gerne have et navn der inspirer ærefrygt i mine modstandere, og to minutter senere med hjælp fra min nevø har jeg skabt mit alter ego:
SkullFucker1954
DEN FØRSTE RUNDE
Jeg får, efter megen besvær, fundet ind på en såkaldt server. Det var ikke helt nemt at finde en der var plads på, men nu er jeg dog i gang. "Haha, super fedt navn 1954", siger [BOBS]RaYvAn til mig. Jeg føler mig allerede velkommen, og utroligt godt tilpas. Jeg vælger hold, og jeg skal selvfølgelig være en kontra-terrorist. Jeg synes trods alt at man altid skal vælge at være helten, når man har valgt, men nu kommer vi igen lidt for meget ind på pædagogik.
Pludselig kan jeg høre en spæd barnestemme i mine høretelefoner. Jeg vidste ikke at det var muligt at kommunikere på denne måde i video spil, og jer er så overrasket at jeg faktisk bliver lidt mundlam. "Fags, vi kører decoy rush B", siger en fyr. Jeg forstår ikke hvad han mener, men når jeg spørger hvad meningen er får jeg intet svar. Måske skal man holde en knap nede for at tale, men lige den del har jeg desværre ikke skrevet ned på min seddel. Tiden er knap, der er en verden der skal reddes, og mysteriet omkring stemmekommunikationen må gemmes til senere.
Jeg føler efter resten af mit hold, og pludselig deler de sig. Jeg følger med til højre, nok fordi jeg er højrehåndet. "Hvad laver du SkullFucker, din ******* nuub?" bliver der spurgt. Jeg har ikke noget svar, jeg ved det simpelthen ikke, og igen er der intet svar at hente når jeg spørger om råd i mikrofonen.
Pludselig bliver min skærm helt hvid, og der er kun en ubehagelig hyletone i mine høretelefoner. Jeg forstår ikke hvad der sker. Jeg tjekker stikkene på mine høretelefoner og sikrer mig at de sidder som de skal. Jeg slukker min skærm, og tænder den igen, og det betyder heldigvis at spillet virker som det skal igen. Jeg har efterfølgende sendt en fejlrapport til skaberen af spillet omkring denne situation, men jeg må krybe til korset og indrømme at det ikke imponerer mig at et foretagende der burde være professionelt kan tage til takke med at sende et produkt på markedet der åbenbart kan gøre alvorlig skade på brugerens EDB udstyr. Jeg skriver også et brev til forbrugerombudsmanden herom.
Pludselig kan jeg høre pistolskud. Det lyder som en form for maskingevær, og jeg løber med mine holdkammerater. Og der ser jeg ham. Terroristen. Klædt i hvid camoflage, og med elefanthue. Jeg tager sigte, og sender en regn af kugler afsted mod dette menneskelige afskum. Han falder bagover, ramt i hovedet. "LOL, lotto kill skullfucker" skriver [BOBS]RaYvAn. Jeg forstår igen ikke, men siger tak.
Et andet sted får andre åbenbart bugt med de resterende terrorister, og nu starter vi åbenbart forfra. Hvad er meningen med det? Har vi ikke lige vundet? Nu skal vi til at kæmpe mod de samme terrorister igen. Det giver absolut ingen mening for mig, at folk kan dø, og komme tilbage igen. Det er trods alt ikke Jesus-Strike vi spiller her. Eller er det?
Men jeg sætter min kritik til side, og begiver mig igen ud på togt med mine kammerater. Det går lidt frem og tilbage, og udover problemet med den hvide skærm gentager sig et par gange, så går det faktisk udemærket. Vi vinder for det meste, og der er rigtig god stemning på holdet.
UDSEENDE
Jeg er benovet. Imponeret. Betaget. Jeg kan huske første gang jeg prøvede et video spil i 1990. Det var i sort/hvid, og var en lettere mærkværdig fortolkning af tennis. Men når jeg sidder foran Counter-Strike, rammer min kæbe gulvet. Jeg føler næsten jeg er med i en nyere udgave af filmen "Tron". Ja, det er næsten som at være med i min egen personlige "virtual reality".
Jeg kan uden omsvøb fortælle at Counter-Strike er det bedst udseende program jeg nogensinde har set på en komputer. Jeg ville gerne skrive mere om denne del af Counter-Strike, men, jeg kan simpelthen ikke finde ord der tilstrækkelig beskriver hvor smukt det er at bevæge sig rundt i denne tre-dimensionelle verden. Prøv det selv, det skal opleveles. Se Venedig, spil Counter-Strike, og dø.
HISTORIEN
Historien i Counter-Strike er i og for sig meget enkel, og den nuværende politiske situation taget i betragtning, meget relevant. Verden er i dyb konflikt med terrorismen, og det er op til diverse grupper af betjente at bekæmpe disse voldelige ideologer. Godt nok er historien i Counter-Strike ikke videre dyb, men jeg vil dog drage visse paralleler til Tom Clancy's bøger. Er du en fan af Clancy, garanter jeg for at du vil finde historien i Counter-Strike yderst engagerende.
LYD
Skuddene giver genklag igennem korridorerne. Kuglerne flyver om ørene på mig, og jeg er helt opslugt i oplevelsen. Hvis udseendet af Counter-Strike er kagen, så lydbilledet flødeskummet og kirsebærret på toppen. Det er svært at beskrive hvordan det føles når man tømmer et helt magasin med sin realistisk modellerede Heckler & Koch MP5 i hovedet på sin modstander. Knald, knald, knald. Det er fantastisk når bassen i høretelefonerne runger med hver kugle der sendes af sted.
SPILTEKNIK
Konceptet i Counter-Strike er enkelt, men genialt. Så vidt jeg forstår, gælder det om at skyde alle de andre, og den der skyder de andre mest, er vinderen. Når man kombinerer lyd og billede med et så stærk konkurrence element, så kan det næsten ikke andet end gå godt. Denne anmelder er i hvert fald helt tosset med at "pløkke" alle de "små lusede terrorist svin" der dukker op på skærmen.
HELHEDSINDTRYK
Du bliver aldrig færdig med Counter-Strike. Du kan altid blive bedre, og når først du har prøvet at skyde en terrorist i hovedet på klos hold, så begynder afhængigheden at melde sig. Counter-Strike er, som en god bog, svær at lægge fra sig når man først er gået i gang. Er man heldig at finde en gruppe gode medspillere og skabe et godt socialt og kammeratligt bånd, så er det ikke til at sige hvor mange timer man kan bruge på spillet.
KARAKTER
Jeg giver Counter-Strike 6 stjerner ud af 5, og anbefaler det varmt til alle som gerne vil opleve en alternativ virkelighed, have det sjovt, og skabe nye sociale bånd på samme tid. Fantastisk, intet mindre.
Men enhver noob kan tage fejl, men virkelige fed anmeldelse! 
