Håber ikke det er for sent 
Disclaimer: Ja, jeg ved at jeg staver som en brækket arm :-D. Håber bare min stavekontrollør har fået fat i det meste. Jeg har desværre været syg her på det sidste, så den er lidt forhastet og næppe det bedste jeg har skrevet.
Håber i vil gøre det her igen, har et par adventure titler jeg gerne vil promovere nu vi er igang :-D.
Navn: Eternal Sonata
Udvikler: Tri-Crescendo
Release(PS3/EU): 13/02 2009
Bedømmelse:
Grafik: 5/6 (Flot og imponerende)
Holbarhed: 5/6 (Mange timers underholdning)
Lyd: 5/6 (Fantastisk lydside og virkelig god brug af Chopins egne værker)
Gameplay: 4/6 (God, men til tider lidt langtruken historie)
Samlet: 4/6 (Godt spil der implementerer en historisk figur på en ny og interessant måde)
Eternal Sonata leder tankerne hen på Star Ocean: Till the End of Time. Selvom det deler grundhistorie med mange andre spil, er historien dog stadig udført på en yderst interessant måde. Måden de bruger en historisk person er genial.
Lettere forvirrende, men meget god historie.
Året er 1849, et sted i Paris ligger den turberkuloseramte Frédéric Francois Chopin for døden. Feberen har overtaget, og den stakkels komponist er røget ind i en komalignende tilstand. For de sørgende, der venter på hans uungåelige skæbne ligner det næsten, at han blot sover og drømmer sødt. I sit sind har Chopin nemlig dannet en verden fyldt med musik. Alle stederne, byerne og menneskene er opkaldt efter musikalske begreber. I denne alternative verden lever pigen Polka. Udstødt af alle på grund af sine magiske evner, som i denne verden er et tegn på en dødelig sygdom, søger hun efter en måde at gøre sit korte liv meningsfyldt. På vejne af sin landsby søger hun en audiens med grev Waltz, herskeren af Forte. På sin vej møder hun et væld af farverige figurer, alle med samme mål. Den eneste, hvis motiver forbliver ukendte er en mystisk fremmed, som klart ikke hører hjemme i hendes verden. Denne fremmede er Chopin. Ihærdigt prøver han at overbevise denne nye verdens beboere om, at det blot er hans drømmeverden de lever i. Hans medrejsende mener imidlertid noget andet, og temaet bliver hurtigt den filosofiske klassiker om, hvordan man kan skelne mellem virkelighed og drøm.
Historien kan til tider blive en smule forvirrende, og den er lidt langtrukken og meget lineær. Nogle vil måske endda gå så vidt som at kalde den clichéfyldt; en ond hersker, en lille oprørsgruppe der kæmper for et bedre liv, en mystisk fremmed. Eternal Sonata deler måske grundhistorie grundhistorie med mange andre spil, men det ændrer ikke på, at den er udført på en yderst interesant måde.
Typisk JRPG med et historisk tvist
Efter sigende blev spillet kritiseret for at være for kort i den oprindelige udgave, og PS3 udgivelsen har derfor fået nogle ekstra quests lagt ind. Det er i og for sig også meget fint, hvis det nu havde være som frivilige side-quests. Desværre har de i stedet valgt at forlænge en i forvejen lang historie med ligegyldige sidespor. Historien har ikke så meget brug for at blive forlænget, som den har brug for mere frihed. I modsætning til andre JRPG’er som fx Final Fantasy serien, er der ikke det store at lave foruden at følge historien. Man savner virkelig en mulighed for på egen hånd at rejse rund i verdenen og undersøge denne og dens indbyggere. Desværre er den eneste mulighed for dette hvis man, efter man har gennemført spillet første gang, spiller det igen i den såkaldte ”Encore mode”. I sidste del af spillet er der en frivilig dungeon med en lille side historie som i sidste ende medfører en ekstra spilbar figur. Men det er også det eneste man har af frivilige sidespring i første spilomgang.
Genren er typisk JRPG; man vælger tre ud af flere characters som man styrer i kampene, man får XP for slagne fjender og stiger i level når man har nok. I dette spil er der også et party level, men disse stiger ikke ved XP, men derimod når man når en bestemt begivenhed i spillet. Således får man flere goder og ulemper alt efter hvilket party level man befidner sig på. I Encore Mode kan man dog selv vælge hvilket man foretrækker og spillet gøres derved betydeligt nemmere, hvis man forstår at udnytte fordelene ved de højere party levels.
Meget af spillet leder tankerne hen på Star Ocean: Till the End of Time. Især kampsystemet minder om det man kender herfra. Her er det bare turbaseret på den måde, at man har en given mængde tid til at agere på. Således har man, alt efter party level, nogle få sekunder til at lægge strategien for ens tur, og derefter ligeledes få sekunder til at fører den ud i livet. Der er underholdning til en 50+ timer hvilket er lidt kort for et JRPG. Hovedhistorien er lige så lang som et typisk spil i genren, men den manglende frihed og de fraværende side-quests er det der gør det kortere.
Udover historien
Rundt omkring i verdenen kan man finde ”Score Pieces”, som er små stykker musik man kan spille med tilfældige mennesker. Disse uddeler en karakter alt efter om det valgte stykke passede til deres eget eller ej og giver en præmie. Man kan således få ting man kan bruge på sin vej. Nogle gange får man de såkaldte EZI genstande, nogle ubrugelige genstande man kan samle på. Som nævnt er det ikke muligt at udforske verdenen på egen hånd og det er derfor desuden kun muligt at samle disse score pieces og EZI genstande når man er et givet sted i historien, eller hvis man spiller Encore Mode.
Xbox vs PS3
I XBox udgaven får man achivement point for at samle alle disse forskellige ting, men i PS3 udgaven er der ingen trophies tilknyttet til nogen del af spillet. Det bliver derfor lidt ligegyldigt om man gidder samle på score pieces, EZI genstande eller spille spillet igen i Encore Mode. Det synes jeg er meget ærgeligt da der trods alt findes et tilsvarende achivement system til PS3 konsolen som man nemt kunne have udnyttet.
En anden tilsyneladene forskel på de to konsol versioner er sværhedsgraden. På kort tid faldt de fleste bosser uden det store besvær tiltrods for at de brugte karakterer var op til 10 levels lavere end anbefalet i XBox versionen. Det kunne selvfølgelig være jeg bare er meget bedre, men med så stor en forskel er dette (desværre) næppe forklaringen.
God grafik, men lydsiden er det bedste
Grafisk er spillet meget imponerende. Det har en lidt tegnefilmsagtig stil og prøver på ingen måde at se realistisk ud. Musikken er helt klart det bedste ved dette spil. Musikken er helt fantastisk. Man behøver ikke at være en fan af klassisk musik for at værdsætte den åbenlyse indflydelse det har haft på spillets soundtrack. Inde i selve spillets menu er der mulighed for at lytte til alle numrene fra spillet. Dette kræver at man først har ”fundet” dem i selve spillet, altså kommet til den del af spillet hvori de spilles. Man kan også lytte til de Chopin stykker der har givet anledning til titlerne på spillets kapitler. Disse numre spilles også baggrunden når man ind imellem får en lille bid af Chopins historie fortalt. Jeg synes, at denne måde at bruge en kendt komponist på er en fantastik god ide. De historiske dele kunne dog godt være lidt mere kronologiske og forfatteren tager sig mange friheder mht hvad Chopin følte og tænkte.
Konklusion
Eternal Sonata er et virkelig godt spil, men det kunne nemt have været fantastisk. Historien er fængslende og interessant og figurene yderst sympatiske. Det eneste jeg kunne have ønsket var en lidt mere sammenhængene slutning samt noget om bifigurenes skæbner. Er man fan af JRPG genren kan det kun anbefales.
Mine anmeldelser fylder også 1000-1500 ord, og jeg orker ikke læse nogle der er så lange selv.. Så derfor prøver jeg på lidt nyt den her uge
