Navn: Still Life
Udgiver: Microïds
Release(EU): 03/06 2005
Grafik: 8/10 (god, men plads til forbedringer)
Holbarhed: 9/10 (mange gåder der skal løses. Indragende historie)
Lyd: 9/10 (passende musik og gode stemmer, sproget er noget groft)
Gameplay: 8/10 (god historie med et par enkelte frustrationer, samt en for åben slutning)
Samlet: 8/10 (alt i alt et godt og underholdende spil der kunne have været perfekt med et par enkle justeringer)
Chicago 2004, unge kvinder uden nogen direkte forbindelse er blevet fundet myrdet. FBI agenten Victoria McPherson er på jagt efter den blodtørstige morder, der på bedste Jack the Ripper vis ikke blot myrder sine ofre, men også sprætter dem op. Hun opdager snart, at morderne er relateret til hendes egen bedstefader, detektiven og mediet Gustav McPherson.
Bedre end sin forgænger
Still Life er efterfølgeren til Post Mortem, men hvor Post Mortem i bedste fald kun var middelmådigt er Still Life derimod en klar vinder. Så snart intro sekvensen startede og man hørte tonerne fra Mozarts Requiem vidste jeg at dette spil havde potentiale, og jeg blev ikke skuffet. Har man spillet forgængeren vil man også kunne genkende Gustav som hovedpersonen herfra. Efter hændelserne i Paris, fandt han sig nødsaget til at flytte og endte således i Prag. Han hyres af sin kæreste, en tidligere prostitueret, til at opklare en række mord på hendes kollegaer. Således transporteres man skiftevis mellem 1920ernes Prag og nutidens Chicago.
Denne måde at skifte mellem to komplet forskellige verdener virker virkelig godt i dette spil. Da de to personer er i famillie og deres sager relaterede til hinanden giver det både en naturlig overgang mellem de forskellige scenarier, samtidig med at det hjælper med til at give et dybere indblik i hvem de er som personer. Ok, det er måske lidt af et tildfælde at lige Victorias bedstefader var indblandet i en lignende sag, men historien er imidlertid så fængslende, at man nemt ser gennem fingrene med disse usansynligheder og bare nyder spillet.
Ukompliceret Gameplay
I princippet besidder Gustav paranormale evner, men allerede i Post Mortem blev disse stærkt underspillet og det bliver desværre overført til dette spil. De bliver kun brugt til at give ham et par enkelte visioner der skal give spilleren en ide om hvad der er sket. Endvidere mener jeg ikke at man får en decideret forklaring af, at han overhovedet har disse evner, og det vil derfor være lidt forvirrende for en der ikke i forvejen kender spillet.
Et enkelt sted skal der tænkes hurtigt hvis man vil videre i spillet. En minirobot skal guides sikkert gennem et laserfelt, men hvor meget frustration der end måtte komme i løbet af forløbet, så meget mere glæde opnås når man endelig har fået den lille fyr helskindet igennem. Dette er det eneste punkt jeg gruer for, når jeg genspiller spillet. Det er naturligvis en ren smagssag om man holder af den slags reflekskrævende puzzles eller ej. Er det første gang man spiller spillet er det klart, at der skal et par mislykkede forsøg til før man finder den rigtige vej og begynder at kende lasernes mønstre.
Den lidt for moderne ”Kapitel” tendens går igen
Oprindeligt var det meningen at Still Life skulle være spil nummer 2 i en trilogi. Det mærker man lidt for godt på spillets slutning, idet denne er meget åben og man savner en slags ordentlig konklusion. Efter sigende skulle Still Life 2, der udkom sidste år, indeholde denne afslutning. Men medmindre man venter med at spille det første spil op til releasen af det næste, så gider man jo ikke vente i flere år på at finde ud af hvad det ender med. Ja ok, det var meningen at det skulle komme tidligere, men problemer med opkøb af firmaet forsinkede det hele. Men den slags ting tænker forbrugeren jo ikke på, vi vil gerne underholdes og gider ikke bekymre os om de indbyrdes problemer bagved kulisserne. Endvidere giver efterfølgeren en ligeledes skuffende levering af denne afslutning, men den tager vi en anden gang.
Denne ”kapitel tendens”, som jeg kalder det, er desværre generel i flere af de nyere adventurespil (og mange film, for den sags skyld). De slutter ikke ordenligt og man tvinges til at vente på at finde ud af hvad der videre sker. Jeg vil tro det er et plot, for at sørge for at vi bliver ved med at købe deres spil. Personligt finder jeg dog, at det får den modsatte virkning. Det får spillene til at virke halvfærdige, og man mister hurtigere interessen for dem, når man alligevel ikke får en ordentlig historie ud af det. Derudover risikerer man, som det nemt kunne have været tilfældet her, at det ender med at større magter umuliggør en ordenlig afslutning. Nu er dette jo ikke en diskution om denne tendens, så lad mig vende tilbage til spillet.
God Grafik
Grafikmæssigt er spillet ikke det bedste der findes, men det holder en vis standard. Det skal lige siges at jeg mener, at sålænge det er udholdeligt at se på finder jeg personligt grafikken sekundær i forhold til gameplay når man snakker adventure, men dette er jo en smagssag. Der er et par enkelte små fejl hist og her; en mundbevægelse der virker mere overdrevent end nødvendigt eller får personen til at se fjoget ud. Ting som disse gør en topkarakter umulig, men det er alligevel kun småting man nemt kan leve med. Cutscenerne er udemærket lavet og den lidt grove stil passer egenligt meget fint ind i de lidt dystre flashbacks. Personligt syntes jeg at disse havde en tendens til at være mere stemningsfyldte og jeg ærgrede mig næsten når man skiftede tilbage til Chicago, men altså også kun næsten.
Bandeord i spandevis
Lydmæssigt er der kun én bemærkelsesværdig ting at nævne. Jeg må blankt indrømme at jeg aldrig før har hørt så mange bandeord i et spil som i Still Life. På den ene side kan det virke lidt overdrevet, men på den anden side er det på sin vis også lidt forfriskende når man er vant til den amerikanske tendens til, at alt der bare minder om et bandeord skal censureres ud. Det er nok også bl.a. derfor at spillet har fået en relativ høj aldersgrænse (16-18+ alt efter land). Brugen af Mozart i både intro såvel som outro sekvenserne er for mig genialt. Jeg har ladet mig fortælle at det ikke er de bedste versioner der findes af lige netop de stykker. Men som en der nyder det klassiske, uden på nogen måde at ville betegne mig selv som kender, så lyder det stadig for mig godt og passende til de billeder og den stemning de prøver at skabe. Sågar baggrundsmusikken i hovedmenuen er creepy på den gode måde, og sammen med scenerne fra selve spillet som vises i menuen, skaber det den fantastiske stemning der virkelig præger resten af spillet.
Konklusion
Der er helt klart til mange timers underholdning, og selvom jeg har allerede har gennemført det mere end én gang vender jeg altid regelmæssigt tilbage. Det er et af de få spil jeg altid kan regne med vil give mig god underholdning og til trods for dets unge alder vil jeg vove at påstå, at for mig ihvertfald, vil det være en klassiker.
